- View in
- In English
Forskningsområder
- Dansk Bibliotekshistorie 1880-1920 (ph.d-projekt)
- Bibliotekarprofessionens historie og selvforståelse
- Informationens og videns historie (også i en dansk kontekst)
- Almanakker, skillingsviser og Illustreret Tidende: informationsformidlingens genrer og retorik 1800-1925
- Videnskabsteori
- Samfundsteori - især Michel Foucaults diskursforståelse
Mit hovedforskningsområde er med en traditionel betegnelse bibliotekshistorie. Min ph.d.-afhandling omhandlede netop de danske folkebibliotekers historie i perioden 1880-1920, hvor folkebiblioteket som ide blev diskuteret. Og det er netop disse diskussioner om indholdet af folkebiblioteket, som for mig var det afgørende, og min afhandling undersøgte derfor hvordan folkebiblioteket blev til. Udgangspunktet var at kigge på det fænomen, som vi nu kalder det moderne folkebibliotek og så stille spørgsmålet: hvordan opstod dette folkebibliotek. Afsættet var således folkebiblioteket som institution.
Arbejdet med min afhandling og dens forankring i Michel Foucaults teorier har derefter sporet mig ind på videre tanker, overvejelser og refleksioner om den rolle, som bibliotekshistorien har i særdeleshed inden for Biblioteks- og Informationsvidenskab. Jeg er på denne måde optaget af de videnskabsteoretiske diskussioner inden for feltet; ligeledes med udgangspunkt i hvad bibliotekshistorien kan bidrage med. Derfor interesserer jeg mig også i min forskning for det problem, at bibliotekshistorien ikke kun kan vedrøre biblioteket (som oftest bliver til det danske folkebibliotek) som institution. Den historiske dimension er bredere forankret end i denne institutionelle kontekst.
Internationalt diskuterer historikere inden for Biblioteks- og Informationsvidenskab, hvordan man kan forholde sig til historien som andet end en institutionshistorie med fokus på personer og begivenheder. Et af de interessante bud er at gå fra institutionen til indholdet og kigge på informationens historie. Informationshistorie (eller videnshistorie) er netop et forsøg på at fokusere på bibliotekets indhold frem for på dets form (den institutionelle skal). Det betyder så også, at biblioteket ikke længere er den eneste mulige form, hvor informationen (eller viden) kan undersøges. Forskningen retter derimod sit fokus mod, hvordan viden spredes, håndteres, organiseres eller disciplineres til alle tider, og hvor biblioteket kun er en enkelt model herfor.
Biblioteksudvikling bliver da heller ikke alene et spørgsmål om den institutions-interne udvikling, men også en måde at se bibliotekerne i en større samfundsmæssig som historisk kontekst: hvorfor har vi biblioteker, hvad har deres rolle været i forskellige samfunds/kulturtyper? Bibliotekerne kan således forstås som en særlig måde at organisere viden på gennem århundrederne, men altid under forskellige forudsætninger og mulighedsbetingelser. Ud fra denne betragtning bliver vidensorganisering bredt ud til ikke kun at være en teknologisk mulighed. Vidensorganisering bliver også en menneskelig aktivitet, der er forankret i samfundets vidensorganisation.
Dermed er historiens formål meget bredere end at støtte bibliotekarer i deres praksis, som to amerikanske forskere ellers har formuleret det. Historiens rolle går videre til at skabe mulighed for en kritik af biblioteksudviklingen, videnssamfundet og vidensorganiseringspraksis.
Forsknings og undervisningsoplysninger
Vejledning
For at sikre klarhed vedrørende gensidige forventninger i forbindelse med vejledning af større opgaver, mener jeg det er en fordel at I kender mit syn på min funktion som vejleder. Det er for at I kan få så meget ud af vejledningstiden som muligt, at jeg mener det er fornuftigt at melde ud, hvad spillets regler er. Følgende gælder for alle opgaver jeg vejleder.
- Min træffetid er torsdag mellem 9.00 og 15.00. Det vil sige at vejledningen som udgangspunktet skal ligge i dette tidsrum.
- Inden man kommer til vejledning forventer jeg, senest onsdag formiddag, at have modtaget dels noget tekst - og dels en medfølgende mail hvor det fremgår hvad I / du gerne vil have vejledning om. Dvs. enten en dagsorden for vejledningsmødet, eller konkrete spørgsmål.
- Jeg læser ikke hele opgaver, men gerne tekstuddrag. Problemformuleringer læser jeg gerne flere udgaver af.
- Jeg vejleder ikke gerne over mail, men jeg kan kontaktes på mailen. Min adresse er ls@iva.dk. Hvis det ikke kan lade sig gøre at få en vejledningsaftale i stand, eller man på anden måde er forhindret, kan vi overveje en telefonisk vejledning. Mit telefonnummer på DB er 3234 1394.
- I / du må gerne fortælle hvilket ambitionsniveau man har. - Men jeg kan naturligvis ikke love, at man får den karakter man stræber efter. Men det er fint at få afklaret, både med sig selv og med mig, hvor meget man vil arbejde, og hvilket resultat man stræber efter.
Mine forventninger til jer er
- At I arbejder seriøst og ansvarligt.
- At I overholder aftaler, eller i god tid melder afbud hvis I er forhindrede
- At I angiver status for den tekst jeg skal forholde mig til - dvs. er der tale om en skitse, et udkast, en (næsten) færdig tekst.
I kan forvente af mig
- At jeg er forberedt, og har læst og tænkt over det som I har afleveret
- At jeg forholder mig konstruktivt til jeres opgave
- At jeg er her for at hjælpe.
Teksten, arbejdet, initiativet og ansvaret for produktet er jeres. I må spørge mig om hvad som helst i forbindelse med opgaven, men valgene må I selv foretage. I er med andre ord den udfarende kraft i samspillet mellem os. Det er således jer, der vælger hvad vejledningen skal bruges til.
Det er svært at sige noget overordnet om antallet af møder, som jeg kan holde med jer, men hvis I er ved at nå et for stort tidsforbrug, skal jeg nok meddele jer det i god tid.
Jeg vejleder bredt inden for emner under min forskningsprofil og derudover inden for museumshistorie og formidling af kulturarv.
Curriculum
- 2009: Studienævnsformand
- Medlem af editorial board for Library and Information History
- 2008: Lektor
- 2007-2010: Medlem af redaktionen for Biblioteksforskning
- 2004: Medlem af bestyrelsen i Dansk Bibliotekshistorisk Selskab
- 2004-2008: Adjunkt
- 2001-2004 : ph.d.-studerende, Danmarks Biblioteksskole
- 2001: Systemplanlægger, CSC Danmark A/S
- 2000: Cand. mag (historie og tysk) fra Aarhus Universitet
- 1994-2000: Studenterjob i Den Gamle By, Århus

